OZ8X og OZ2I
Rejsen i Kazakhstan og Kirgisistan
Af Harald OZ8X og Henning OZ2I – august/september 2018
Efter afslutningsceremonien ved HST verdensmesterskaberne i Astana fløj vi med QAZAQ indenrigsfly til den tidligere hovedstad Alma Ata, som ligger 1.400 km længere sydpå i Kazakhstan.
Vores plan var at besøge hovedstaden Bisjkek i Kirgisistan og derfra køre østpå forbi den store Issyk Kul sø med bjergene på venstre side og søen på den højre. Efter at have krydset grænsen i øst ville vi så køre tilbage til Alma Ata.
Starten af turen gik som planlagt. Vi landede i Alma Ata ved klokken 11 og hentede her vores udlejningsbil, en Renault Duster med Aircondition, automatgear samt god plads til vores bagage.
Trafikken var ikke så let at have med at gøre. Veje med mange spor og fyldt med dyttende hensynsløse bilister så inden vi kom ud af byen havde jeg fået en bule i venstre bagskærm ved at komme for tæt på en holdende bus – øv.
Efter et par timer tyndede trafikken ud og vi nærmede os grænsen Korday mellem Kazakhstan og Kirgisistan. Her kom vi til at snakke med en Kirgiser som kunne snakke norsk og havde været både i Danmark og Norge. Han var meget flink og hjalp os med papirer osv ved grænsen. Vi aftalte at besøge ham næste dag i byen TokMok. Vi kørte så videre på egen hånd ind i hovedstaden Bisjkek. Efter lidt kredsen omkring fandt vi endelig vores hotel som viste sig at holde til på en hullet grusvej midt inde i hovedstaden. Det er udelukkende de store veje som er asfalterede – fandt vi ud af.
Næste dag startede vi på den lange køretur som førte os forbi Issuk Kyl søen. Inden vi nåede søen besøgte vi dog lige Bacian og hans familie hvor vi fik formiddagste samt forskellige konditorkager og friske jordbær. En fantastisk gæstfrihed og spændende at høre om familiens oplevelser i Danmark og Norge.
Godt satte kørte vi videre og havde den mest vidunderlige udsigt til skiftevis søen og de snedækkede bjerge på den anden bred og til bjerge på vores venstre side. Elendige veje hvor vi ofte måtte holde hastigheden nede på 50-60 kmt og det tog noget længere tid end vi havde planlagt.
Vi benyttede GPS og kunne ikke se byer i vores nærhed. Men vi kunne se at der var cirka 70 km til grænsen da vejen holdt op og kun en hullet grusvej førte videre. Efter at have kørt slalom mellem hullerne kom vi endelig til et skilt som viste at vi skulle til venstre af en anden grusvej og at der var 7 km til grænsen og 280 km til Alma Ata i Kazakhstan. Klokken var blevet 18.30 og det var begyndt at blive mørkt så vi blev enige om at krydse grænsen og derefter, forhåbentlig med asfalterede veje, at finde frem til et hotel.
Vi ankom til grænseovergangen 20 minutter senere kun for at finde ud af den var lukket. Der stod en vagt med maskinpistol og godt varmt klædt på og han fik os fortalt at grænseovergangen var lukket og først åbnede op næste morgen klokken 8 – UF. .
Der stod vi med vore talenter og skulle mindst 100 km tilbage af grusvejen før der var en by med hotel hvor vi kunne overnatte. I bilen kunne vi ikke sove da vi befandt os over 2000 meter oppe og der ville blive frost om natten. Vagten fortalte os at der lå nogle gårde og hvis vi kørte tilbage til krydset og fortsatte nogle kilometer til venstre kunne vi jo prøve at spørge der. Som sagt så gjort. I mørkningen kom vi til en samling huse/gårde hvor vi snakkede/lavede fagter med nogle af beboerne og fik at vide at vi kunne prøve at spørge i et af de større huse om de havde plads. Det havde de heldigvis og efter noget varmt the med brød til, blev der redt op på gulvet med et par madrasser og nogle tykke tæpper. Et beskedent hjem med utrolig megen gæstfrihed og glade værter i alderen fra 67 og nedad.
Vi sov utroligt godt og var oppe klokken 6.30 til en kold morgen hvor bjergene var blevet dækket af sne i nattens løb. Solen skinnede fra en skyfri himmel og køerne brølede for at fortælle at de var kommet hjem ude fra græsgangene og nu gerne ville malkes. Det kendte vores værter og de gik straks i gang med at håndmalke køerne. Det viste sig at vi var havnet i et lille mælkebondesamfund, hvor køerne gik frit omkring og blev ledt til græsgangene af hesteridende vogtere og hvor livet gik sin stille og afslappede gang. Meget afstressende
Alma Ata er den gamle hovedstad i Kazakhstan og der var flere spændende steder at udforske.
Vi havde desværre ikke så megen tid som vi gerne ville have haft da vi jo strandede ved grænsen aftenen i forvejen.
Alt i alt en mindeværdig rejse.
————————————-
OZ2I Henning Andresen